Nyt liv til havnefronten i Nakskov

Det er selskabet Sydkaj P/S, der står bag de nye boliger, som er tegnet af det lokale arkitektfirma H+. Byggeriet består af to huse med i alt 40 lejelejligheder med 2, 3 og 4 værelser.

I starten af juni starter byggeriet af 40 nye boliger i Nakskov. Bag visionen står Sydkaj P/S, der netop har ansat tidligere direktør i Lollands Bank, Anders F Møller, som ny direktør. Borgmester og havnechef glæder sig til det liv, som boligerne bidrager til i Nakskov Havns fortsatte udvikling

Siden marts har det været synligt, at noget stort var i gang på Sydkaj, hvor Nakskov Havn og Lolland Kommune har arbejdet med en renovering af kajen. En gangbro over havnen og en havnepromenade er også på vej, og inden for de nærmeste uger starter pælefunderingen til byggeriet af to huse med i alt 40 lejelejligheder med 2, 3 og 4 værelser.

Henover sommeren støbes der fundamenter og i slutningen af august tager bygningerne for alvor form, når betonelementerne rejses til råhusene. Det er planen, at husene skal være lukket inden årsskiftet og være klar til indflytningen efter sommerferien i 2025.

Godt med investeringer i boliger

Det er selskabet Sydkaj P/S, der står bag de nye boliger, som er tegnet af det lokale arkitektfirma H+. Til at styre projektet i mål er Anders F. Møller ansat som ny direktør for Sydkaj P/S. Han har tidligere været direktør i Lollands Bank og kender derfor lokalområdet særdeles godt. Sammen med projektchef Michael Vinther får Anders F. Møller til opgave at styre projektet godt i mål og sikre samhørighed med de øvrige planer for området.

Min hovedbeskæftigelse er fortsat det gode liv som pensionist, men jeg glæder mig til at arbejde sammen med investorerne, kommunen, havnen, rådgiverne og alle håndværkerne om byggeriet

siger Anders F. Møller, der med afsæt i sit lokalkendskab ser frem til fortsat at yde sit bidrag til udviklingen i Nakskov.

Havnechefen hilser boligerne velkomne

At havneområdet ændrer karakter fra ren industrihavn til også at blive et boligområde, hilser havnechefen velkomment. - I dag ser man ikke den samme skarpe opdeling mellem havne, erhverv og boliger som i gamle dage. Det er kun godt, for det skaber liv og aktivitet både på hverdage og i weekender. Og i Nakskov hænger havn og by i dag så meget sammen, at et byggeri som Sydkaj positivt styrker fundamentet for havneområdets fortsatte udvikling, siger havnechef Jørgen Buhl.

Et Perfekt match

Nakskov er midt i en rivende udvikling; Med mange store virksomheder på vej, ekstra arbejdspladser, renoveringer i bymidten, nye tilbud ud mod Hestehovedet og ikke mindst et væld af spændende initiativer i området omkring havnen. Det er med til at tiltrække mange nye borgere og skaber naturligt en større efterspørgsel på boligtilbud i høj kvalitet med en attraktiv beliggenhed. Her er det nye byggeri på Sydkaj et perfekt match

siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

For at omgivelserne kan følge med i byggeriet, vil der på byggepladsen og på Sydkajs hjemmeside sydkaj.dk løbende ske opdatering med navne på entreprenører og andre involverede parter. Bag Sydkaj P/S står Lars- Erik Houmann Christensen fra 2L Development og Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S.

Forrige
Forrige

Rejsegilde 30. oktober 2024

Næste
Næste

Vi er nu igang med den endelige projektering