Rejsegilde 30. oktober 2024
Nakskov forpligter!
Byggeriet af 40 nye boliger på havnefronten i Nakskov skrider planmæssigt frem.
Et ekstremt vigtigt skridt for udviklingen på hele Lolland-Falster, lyder det fra Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, som sammen med investorer og rådgivere onsdag fejrede håndværkerne ved rejsegilde for de kommende lejligheder på Sydkaj
Det er seks år siden, planerne om et nyt byggeri på havnefronten i Nakskov for alvor tog fart. Covid19, rentestigninger, energikrise og byggeomkostningers himmelflugt satte planerne på pause for en stund. Men på et tidspunkt var tiden moden til at sætte handling bag tankerne.
Vigtigt skridt på en lang rejse
Første spadestik til 40 nye og moderne lejligheder blev taget i juni, og en solskinsdag i oktober blev håndværkerne fejret ved det traditionelle rejsegilde, hvor Lolland Kommunes borgmester var én af talerne.
- Rejsegildet for boligerne på Sydkaj markerer et ekstremt vigtigt skridt på en lang rejse for området. Jeg tror slet ikke, folk kan forestille sig, hvor stort et skridt, det er for Nakskov og hele Lolland-Falster, at der nu kommer 40 nye kvalitetsboliger her på havnefronten, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S), som glæder sig over, at udviklingen er vendt.
Strategiske investeringer i byudvikling
Lolland Kommune har som led i byudviklingen bl.a. investeret i at sikre kajen og etableret en bro, der forbinder Sydkaj med middelalderbyen, der udover historiske bygninger og oplevelser rummer en attraktiv handelsgade med specialbutikker, supermarkeder og hyggelige spisesteder.
- Der er i disse år mange nye – især grønne - arbejdspladser på vej til området. Vi har faktisk solgt flere erhvervsgrunde de sidste fire år, end vi har gjort de forudgående 30 år. Og vi ved, at dét, der flytter flest mennesker, er arbejdspladser. Så det er ekstremt vigtigt, at der både er attraktive boliger til de mennesker, der flytter til området i forbindelse med væksten, og til de mennesker, der allerede bor her, men søger nye moderne kvalitetsboliger med en unik beliggenhed, lyder det fra borgmesteren.
Investorer ser muligheder i området
Bag Sydkaj P/S, som opfører de 40 lejelejligheder på havnefronten, står Lars-Erik Houmann Christensen fra 2L Holding og Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S. De er begge opvokset i Nakskov og ser et kæmpe potentiale i byen og hele området for såvel boligudvikling som fremgang i beskæftigelse og turisme.
- Da værftet lukkede, gik byen jo nærmest i granatchok. Det har taget næsten 40 år at komme sig over, men potentialet i området er her jo stadig, og vi vil gerne bidrage til at forløse det, nu hvor vi har muligheden, siger Hans-Bo Hyldig og fortsætter:
- En af fordelene ved at bo her er, at det er en erhvervshavn. Der sker noget hele tiden. Du kan se skibe, og der er liv og aktivitet. Det er en helt anden oplevelse end inde i en by eller ved mange andre havne.
Respekterer den historiske byggestil
Med en central placering mellem hansestæderne i Tyskland på den ene side og København som brohoved til resten af Norden på den anden var Nakskov en af Danmarks rigeste byer under Christian IV. Så byen emmer af historisk storhed og er fyldt med kvalitetsbyggeri. De nye boliger er en moderne fortolkning af den historiske byggestil i byen.
- Arkitekterne valgte at tage afsæt i de gamle pakhuse. Derfor er de nye boliger i røde mursten, ligesom de har sadeltag og ikke fladt tag, som man ser på mange moderne byggerier, fortæller Lars-Erik Houmann Christensen, som ved rejsegildet også takkede for den gode tone på arbejdspladsen:
- Gode huse bliver bygget af folk, der arbejder sammen. Det gør I her. 1000 tak for den flotte indsats.
En by i transformation
Det er det lokale arkitektfirma H+, der af Sydkaj P/S har fået opgaven med at tegne boligerne. Ved rejsegildet talte også udviklingsdirektør Sammy Kiraz. Han er selv nakskovit, og fremhævede de visioner og ambitioner - og det mod, som byggeriet repræsenterer:
- Nakskov er en by i transformation. Jeg er stolt over at kunne bidrage til at genskabe det liv og den aktivitet, som byen historisk har haft. Som arkitekter tegner vi boliger, som mennesker skal bo i gennem flere generationer. Og det er jer håndværkere, der med jeres professionelle og dygtige udførelse af jeres fag, realiserer og omdanner visionerne og tegningerne til bygninger. Tak til investorerne. Tak til kommunen og tak til jer håndværkere for indsatsen her på byggepladsen, sagde Sammy Kiraz.
Nakskov forpligter
Og der er tale om et ikke helt ukompliceret projekt. Således er der rammet pæle 13 meter ned i undergrunden og herpå ligger en 30 cm tyk betonplade, som boligerne skyder op fra. Tagkonstruktionen bygges på jorden og hejses så op som færdig konstruktion. Det skaber mere sikre arbejdsforhold, og det forkorter byggeprocessen. Til at styre byggeriet er virksomeden PB-E ApS hentet ind.
- Jeg bor til daglig i Aarhus, men under byggeriet opholder jeg mig i Nakskov 3-4 dage om ugen. Jeg går derfor mange ture i den gamle middelalderby, hvor jeg nyder at betragte de gamle huse. Og jeg må bare bøje hovedet i respekt og sige: Nakskov forpligter!, sagde projektleder Amit Numispahic fra PB-E, og sagde henvendt til håndværkerne:
- Vi har valgt jer håndværkere ud fra jeres faglige kompetencer og jeres renommé. Det kan man se på det byggeri, der nu rejser sig mod himlen. Det er flot arbejde. Tak for jeres indsats, lød rosen til håndværkerne, inden der blev udråbt et 4-foldigt leve for byggeriet.
Største private boligbyggeri i flere år
Ved rejsegildet talte også Anders F. Møller, som gennem mange år har stået i spidsen for Lollands Bank, men som efter sin pensionering er hentet ind som direktør for byggeprojektet.
- Det er mange år siden, vi har oplevet så stort et privat boligbyggeri i området. Det er en rigtig rar oplevelse. Tak til investorerne, rådgiverne, kommunen og jer håndværkere for at bidrage til Nakskovs udvikling, sagde han.
Mere byggeri måske på vej
På spørgsmålet, om der er flere boliger eller mere byggeri på vej, lyder svaret fra investorerne:
- Nu skal vi jo lige have disse 40 boliger lejet ud, men der er over 400 på interesselisten, så vi tror på, at timingen er rigtig. Og går det, som vi håber på, er vi begge friske på at bygge mere. Så tager vi et spadestik til og et rejsegilde mere, siger Lars-Erik Houmann Christensen og Hans-Bo Hyldig.
Udlejningen af de 40 boliger starter til januar og er indflytningsklare i sommeren 2025. Der er plads til flere boliger på havnefronten. Det kan i så fald blive ejerboliger, ligesom et hotel kan være en mulighed på et af erhvervsarealerne.